ESS og MAX IV vil skabe vækst

Hovedstadsregionen skal udnytte det store vækstpotentiale, som forskningsfaciliteterne ESS og MAX IV repræsenterer. Derfor er nationale rundbordsdrøftelser netop gået i gang, som bygger videre på projektet ”ESS og MAX IV som vækstmotorer i hovedstadsregionen”.

Det regionale projekt ”ESS og MAX IV som vækstmotorer i Hovedstadsregionen” blev lanceret i 2012 for at undersøge, hvordan hovedstadsregionen bedst udnytter det store vækst- og udviklingspotentiale, der opstår i forbindelse med etableringen af MAX IV-laboratoriet og neutronstråleanlægget European Spallation Source (ESS).

Tre indsatsområder
Det 2-årige projekt, der afsluttes den 13. november 2014, er mundet ud i et visionspapir. Med udgangspunkt i det er konkrete rundbordsdrøftelser netop gået i gang, der skal sikre, at fælles strategiske initiativer bliver gennemført. Visionspapiret og rundbordet fokuserer på tre indsatsområder, som ESS og MAX IV skal bidrage til:

  • Produktion og arbejdspladser skal blive i Danmark via innovative og højproduktive virksomheder.

  • Regionen skal være verdensførende inden for materialeforskning, -udvikling og -design.

  • Forskningsfaciliteterne skal tiltrække udenlandske forskere og videnarbejdere samt virksomheder og R&D-investeringer.

Stor opbakning blandt projektpartnerne
Om rundbordet sidder Region Hovedstaden, Københavns Kommune, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Dansk Industri, Novo Nordisk, Haldor Topsøe og Copenhagen Capacity.

”Max IV og ESS giver Copenhagen-regionen en unik mulighed for at styrke forskningen og innovationskraften i virksomheder og på universiteter og for at tiltrække højtuddannet international arbejdskraft og udenlandske investeringer i forskning og udvikling. Derfor er det glædeligt, at rundbordet arbejder målrettet for at udnytte vækstpotentialet. Jeg ser frem til det videre samarbejde”, siger Claus Lønborg, administrerende direktør i Copenhagen Capacity.

Om ESS og MAX IV
Forskningsfaciliteterne ESS og MAX IV giver helt nye muligheder for materialeforskning. Eksempelvis inden for fødevaresektoren, medicinalindustriens anvendelse af enzymer og proteiner, energi- og miljøsektorens udvikling af brændselsceller og test af konstruktioner og materialer.

Partnere i projektet ”ESS og MAX IV som vækstmotorer i Hovedstadsregionen” er Region Hovedstaden, Københavns Kommune, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Københavns Universitet, Lyngby-Taarbæk Vidensby, Scion DTU, Cobis og Dansk Industri.