Copenhagen Capacity - Ny direktør for Investment Promotion

Copenhagen Capacity er glade for at kunne meddele, at Marianna Lubanski har sagt ja til jobbet som direktør for Investment Promotion & Klynger.

Marianna Lubanski har siden maj 2011 været direktør for klyngeafdelingen i Copenhagen Capacity og hun har nu fået ansvaret for organisationens Investment Promotion afdeling.

Som direktør for klyngeafdelingen har Marianna været med til at skabe vækst i regionen ved at tiltrække udenlandske investeringer og støttet danske virksomheder til at blive mere innovative og konkurrencedygtige på den internationale scene gennem netværk som Copenhagen Cleantech Cluster, International Cleantech Network og Innovationsnetværket for Miljøteknologi.

Arbejdet med Copenhagen Cleantech Cluster har netop haft til formål at styrke regionens attraktionsværdi for udenlandske investeringer, hvorfor Mariannas overtagelse af investeringsfremme området kommer i naturlig forlængelse af hendes hidtidige indsats.


-Succesfuld investeringsfremme og tiltrækning af virksomheder er tæt beslægtet med, hvor stærke de regionale klynger, er profileret og agerer. Jeg glæder mig til at fokusere yderligere og styrke vores investeringsfremmeindsats ved at koble min viden fra klynger som fx Copenhagen Cleantech Cluster med  målrettede indsatser for at tiltrække og fastholde investeringer i regionen, siger Marianna.


-Der foreligger et uudnyttet potentiale, når det gælder regionens evne til at tiltrække virksomheder. Med Mariannas forståelse for at udnytte klyngernes potentiale og vores højt professionelle medarbejdere på investeringsfremmeområdet, er jeg sikker på, at vi vil øge resultatskabelsen, og jeg er glad for, at Marianna har taget udfordringen op, siger Claus Lønborg, adm. direktør.