Copenhagen Capacity i nye klæder

Copenhagen Capacity har fået nyt logo, nyt udseende og nyt website. Websitet giver udenlandske virksomheder og investorer et stærkt forbedret overblik over regionen og dens muligheder. Bl.a. præsenteres regionens seks største erhvervsklynger, som er defineret i tæt samarbejde med de 15 kommuner, der er en del af projekt Samarbejde om Proaktiv Investeringsfremme.

Som du måske har bemærket, ser dit nyhedsbrev og copcap.com anderledes ud end sædvanligt. Ansigtsløftet inkluderer både et nyt logo og nyt visuelt udtryk, som Copenhagen Capacity fremover vil bruge på alle kommunikationsplatforme, og en ny måde at præsentere investerings- og forretningsmuligheder i regionen.

Websitet giver konkrete informationer om regionens seks største erhvervsklynger, de vigtigste virksomheder inden for klyngerne, og præsenterer de 15 kommuner i regionen, der deltager i projekt Samarbejde om Proaktiv Investeringsfremme (SPI). Samtidig giver et nyt servicekatalog overblik over, hvordan Copenhagen Capacity kan hjælpe udenlandske virksomheder på de forskellige stadier, de befinder sig på.

-Det kræver målrettet markedsføring at få udenlandske virksomheder i tale. Med vores nye website har vi sikret, at virksomheder, der vil vide mere om forretningsmuligheder i Region Hovedstaden, får den bedste service i deres researchfase. Websitet giver også Copenhagen Capacity det bedste udgangspunkt for den personlige dialog, der i sidste ende skal lukke de kontrakter, der skaber job og vækst, siger Claus Lønborg, adm. direktør i Copenhagen Capacity.