Copenhagen Cleantech Cluster skabte job og vækst

1096 nye job, tiltrækning af flere internationale virksomheder og starthjælp til over 100 iværksættervirksomheder. Sådan lyder nogle af de resultater, som Copenhagen Cleantech Cluster har skabt, viser en evaluering af det fireårige projekt.

Copenhagen Capacity søsatte Copenhagen Cleantech Cluster (CCC) i september 2009 med det formål at fremme vækst og beskæftigelse inden for cleantech på Sjælland og i hovedstaden. Og fire år efter, kort før CCC formelt lukker og slukker med udgangen af 2014, viser en evaluering af projektet, at CCC har været en stor succes.

”CCC har skabt 1096 ny job, tiltrukket 12 internationale virksomheder, understøttet 126 iværksættervirksomheder og skabt 64 nye forskningssamarbejder og 38 nye virksomhedssamarbejder. Dermed har vi nået langt de fleste af de mål, vi satte os”, fortæller sekretariatschef i CCC, Rune Rasmussen og tilføjer:

”Vi er også lykkedes med at føre arbejdet og erfaringerne fra CCC videre i den selvbærende klyngeorganisation CLEAN, som på nationalt plan vil fortsætte med at realisere det kæmpestore erhvervspotentiale i cleantech”.

CCC har sat cleantech-Danmark på verdenskortet
CCC har fra begyndelsen haft en ”big-bang”-tilgang til opbygningen af klyngen. Et relativt lille sekretariat har fungeret som paraply og samlingspunkt for hovedparten af projektets aktiviteter. Med big-bang-tilgangen har CCC adskilt sig fra klassiske klyngeinitiativer, der typisk skabes via organisk vækst – og derfor kan være længere tid om at skabe resultater.

Evalueringen peger blandt andet på, at projektets opbygning har gjort det muligt at nå et meget stort antal aktører og virksomheder gennem CCC’s aktiviteter, og at projektet har medvirket til at sætte cleantech på den erhvervspolitiske dagsorden og brande Danmark som en af verdens førende cleantech-nationer.

”I praksis er de fleste af CCC’s aktiviteter implementeret af de stærke partnere, vi har haft ombord i projektet. Fx universiteter, væksthuse og erhvervsorganisationer. Derfor har vi kunnet tilbyde mange aktiviteter af høj kvalitet til virksomhederne – uden først at skulle opbygge en ny organisation”, forklarer Rune Rasmussen.

Læs casehistorie om CCC's gap-funding aktiviteter


Læs historien Hovedstadsregionen vil tjene milliarder på velfærdsløsninger

Fakta om Copenhagen Cleantech Cluster

Mål og resultater:

  • Skabt 1089 jobs (mål: 1000)

  • Tiltrukket 12 internationale virksomheder (mål: 25)

  • Understøttet 126 iværksættervirksomheder (Mål: 25)

  • Skabt 64 nye forskningssamarbejder (mål: 30)

  • Skabt 38 nye virksomhedssamarbejder (mål:20)

  • En bæredygtig forening – Clean.

Partnere i CCC:

  • Copenhagen Capacity

  • Danmarks Tekniske Universitet

  • DI

  • DHI

  • State of Green

  • Frederikssund Erhverv

  • Kalundborg Symbiosecenter

  • Københavns Universitet

  • Københavns Kommune

  • Scion DTU A/S

  • Symbion A/S

  • Væksthus Hovedstadsregionen

  • Væksthus Sjælland