Greater Copenhagen er europamester i at tiltrække investeringer

Greater Copenhagen har med Copenhagen Capacity ved roret udviklet en strategi til at tiltrække udenlandske investeringer, der nu er kåret af Financial Times som Europas bedste i kategorien mellemstore regioner. Greater Copenhagen slår stærke konkurrenter som Stockholm og Hamborg af banen og rykker dermed ind i den europæiske superliga for investeringer og vækst.

I dag er det offentliggjort, at Greater Copenhagen, der dækker samtlige kommuner og regioner i Østdanmark og Skåne, har vundet Financial Times såkaldte foreign direct investment-pris (FDI) for bedste strategi til at tiltrække udenlandske investeringer.

Prisen er vundet i kategorien mellemstore regioner med mellem 1,5 og 4 millioner indbyggere, hvor Greater Copenhagen slår stærke konkurrenter som Stockholm og Hamborg af banen.

“Greater Copenhagen vinder prisen for bedste FDI-strategi blandt Europas mellemstore regioner, fordi området har højvækstsektorer, som er interessante for internationale virksomheder, et stærk fokus på at tiltrække og fastholde talenter samt en gennemtænkt strategi for at tiltrække udenlandske investorer og virksomheder”, siger Courtney Fingar, chefredaktør på fDi Magazine, som står bag kåringen.

Fra lilleput til powercentrum

Det er ikke nyt, at København klarer sig godt i målingen, som Financial Times laver hvert andet år. I 2014/15 vandt København prisen for bedste FDI-strategi blandt små europæiske regioner.

Men det er første gang, at hovedstadsregionen konkurrerer på linje med Stockholm og Hamborg, som er blandt Københavns største konkurrenter, når det gælder om at tiltrække investeringer, virksomheder og højtuddannet arbejdskraft fra udlandet.

”Kåringen er den første internationale evaluering af Greater Copenhagen-samarbejdets vision og dermed et kæmpe skulderklap. Med Greater Copenhagens tre regioner, 79 kommuner og 3,9 millioner indbyggere har vi den kritiske masse, der skal til for at træde ud af skyggen af byer som Stockholm, Hamborg og Amsterdam. Lad os derfor stå sammen om at kommunikere de gode budskaber om Greater Copenhagens mange muligheder internationalt, så vi kan tiltrække udenlandske investorer, virksomheder og arbejdskraft og dermed skabe jobs, vækst og udvikling i regionen”, siger Claus Lønborg, adm. direktør i Copenhagen Capacity, der står bag FDI-strategien for Greater Copenhagen.

Håndholdt markedsføring af investeringsmuligheder

I sin indstilling til prisen har Copenhagen Capacity blandt andet har lagt vægt på sit arbejde med at udvikle konkrete forretningsstilbud, der markedsføres over for håndplukkede virksomheder og investorer – blandt andet inden for life science, grøn teknologi, smart belysning og brug af Big Data til at udvikle og teste nye sundheds- og smart city-løsninger – samt sine kampagner til at tiltrække udenlandske højtuddannede til regionens virksomheder.

Derudover har Copenhagen Capacity fremhævet Greater Copenhagens mange store igangværende bygge- og infrastrukturprojekter, og endelig indgår beskatningsregler og udgifter til løn, husleje og andre faste omkostninger også i bedømmelsen.

Ranglisten fDi European Cities of the Future Awards 2016/2017 er udarbejdet af fDi Intelligence, der er en af verdens førende analyseinstitutioner, og som den globale nyhedskoncern Financial Times står bag.

Læs mere om kåringen

Læs mere om FDI-prisen på websiden www.fdiintelligence.com.