ISRAELSK OG DANSK VIRKSOMHED SAMMEN OM UDVIKLING AF ENZYMER

- Dette er en meget værdifuld aftale for os. Vi håber, at den bliver startskud til mange flere samarbejder mellem danske og israelske biotekselskaber, for vi har meget at tilbyde hinanden.

Sådan siger Sylvia Kachalsky, CEO, fra det israelske biotekselskab Agazyme. Selskabet, der udvikler enzymer, er blot ét af en hel skov af bioteknologiske selskaber, der er vokset op, efter at Israel for nogle år siden besluttede sig for at investere massivt i forskning og udvikling af biotek.

I Danmark har Agazyme indgået den første samarbejdsaftale med danske Bioneer, der arbejder med forskningsbaseret innovation og salg inden for biomedicin, bioteknologi og medicoteknologi.

Det er en forsknings- og udviklingsaftale, hvor partnerne bidrager med hver deres: Agazymes med udvikling af det enzym, man har patent på, og Bioneer med videreudvikling og salg af enzymet til et af de store enzymselskaber.

- Da vi blev opmærksomme på, at 70 procent af alle enzymer produceres i Danmark, stod det klart for os, at vi skulle samarbejde med et dansk selskab. Vi har licens til at producere vores enzym men kan ikke videreudvikle det alene, siger Sylvia Kachalsky, der har fået hjælp af Copenhagen Capacity med kontakter og informationer om etableringsmuligheder i København. Sylvia Kachalsky har været på besøgsprogram flere gange, senest i december.

- Aftalen her er den første efter, at Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling i Danmark i 2007 underskrev en samarbejdsaftale med Israel om forskning og udvikling. Vi ser store perspektiver i samarbejdet, for begge lande satser på biotek, og Israel har mange mindre biotekselskaber, der har brug for partnere og finansiering, hvis de skal videreudvikle deres produkter, siger Ruth Klyver, Business Development Manager hos Copenhagen Capacity.

Agazyme er blot ét af mange selskaber, der i udviklingsfasen støttes af den israelske stat. Landet har, sin lidenhed til trods, et rekordstort antal ph.d.er og er, efter Silicon Valley, det sted i verden med flest patentansøgninger pr. indbygger.

- Ud over samarbejdet mellem de to virksomheder arbejder vi på at få Agazyme etableret i Medicon Valley som et dansk selskab, siger Ruth Klyver.

 
 
Related sites: cphcleantech.com  |  mediconvalley.com  |  internationalcleantechnetwork.com  |  inno-mt.dk  |  scandinavianlogistics.com  |  copenhagenentertainment.dk